Tegl versus beton: Hvilket tag skal jeg vælge?
Taget er husets femte facade, og det er bygningens absolut vigtigste bygningsdel. Det er nemlig taget, der beskytter resten af huset mod vind og vejr – og hvis taget svigter, har det store konsekvenser for resten af bygningen. I denne artikel gør vi dig lidt klogere på, hvad du skal overveje, når du vælger tag, særligt ved valget mellem tegl- og betontag.
Hvad skal jeg vide, når jeg vælger tag?
Netop fordi taget er bygningens vigtigste bygningsdel, er det vigtigt, at man ikke går på kompromis med kvaliteten. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, så hvis man vælger den billigste løsning, kan det ende med at blive rigtig dyrt på den lange bane. Der er derfor andre ting, man også skal være opmærksom på, når man skal vælge tag:
- Garanti
- Levetid
- Tagets farver og glansgrad
- Sikkerhed mod regn, sne, mos og alger
Tegl versus beton
Tegltagets fordele og ulemper
Tegl er et velkendt og populært materiale rundt omkring i hele landet. Det er lavet af ægte ler, brændt ved temperaturer over 1050 grader. Den ægte ler-farve falmer ikke, så farven holder så flot længe. Tegl er også et meget modstandsdygtigt materiale, især over for alger og mos. Et nyt tegltag har en lang levetid – faktisk helt op til 100 år – og kan endda også genanvendes.
Et tegltag kræver dog et undertag. Tegl er nemlig diffusionsåbne, hvilket betyder, at vandmolekyler kan passere igennem det brændte ler. Tegltaget er også et tag, der ikke egner sig til alle huse. Ikke alle huse kan bære teglenes vægt, og det er heller ikke alle huse, tegl egner sig til rent æstetisk.
Betontagets fordele og ulemper
Beton er også et udbredt tagmateriale, og det er noget af det billigste, du kan købe. Det er derfor naturligvis en af grundene til, at mange vælger det. Betontaget findes også i mange farver – og så har det også en fornuftig levetid på minimum 30 år. Det er også hurtigt at montere, fordi materialet er mere formstabilt.
Betontaget er dog mindre modstandsdygtigt over for alger, mos og patina. Beton er kunstigt indfarvet, og der er derfor stor sandsynlighed for, at farven falmer under UV-bestråling. Betontegl kræver lige som tegltaget også et undertag, hvis du ønsker en holdbar, solid og sikker løsning.